Loading....

Stop de private plejehjem

76 ældre beboere på plejecenteret i Hjallese skal med kort varsel flyttes til nye plejehjem i Odense Kommune, blot fordi en privat aktør vil tjene penge på at drive plejeboliger i kommunen. Lovgivningen må laves om, mener folketingskandidat Alexander Grandt.

Det skulle ellers være så godt med private friplejehjem, men lovgivningen rammer de ældre på de offentlige plejecentre hårdt. Det kan ikke være rigtigt.

TV 2/Fyns dækning af sagen viser tydeligt, hvor berørte beboerne på plejecenteret i Hjallese er af at skulle flytte. Det er ældre, svage medborgere, der i Hjallese har fået en god og værdig alderdom, med fællesskab, gode medarbejdere og venner at dele den sidste del af livet med. Alt det bliver nu ødelagt, fordi lovgivningen om friplejehjem giver private aktører særlige rettigheder til at etablere sig og konkurrere mod det kommunale tilbud.

Kommunerne står magtesløse tilbage og må acceptere at skære ned på sin kapacitet for ikke at have for mange ledige pladser. Det får vi ikke et bedre velfærdssamfund af.

Der er ingen tvivl om, at idéen om private friplejehjem først og fremmest er vokset i de borgerliges baghave. Venstre har i årevis gerne ville have flere private aktører i ældreplejen. Langsomt men sikkert, så vil de private plejehjem underminere de offentlige plejecentre. Det er helt urimeligt, at kommunerne ikke har mulighed for at sætte foden ned.

Får vi ikke lavet lovgivningen om, så vil andre risikere at havne i lignende situationer som den i Hjallese, hvor sagesløse ældre bliver ofre for en borgerlig politik der er drevet af ren og skær ideologi, fremfor hensynet til de ældre.

Friplejehjemmene er finansieret af offentlige skattekroner og når det nu er tilfældet, så burde lovgivningen laves om, således private aktører ikke står med en særlig ret til at drive plejehjem. Det må da i sidste ende være lokalt man beslutter om man vil have et friplejehjem eller ej. Skal der oprettes private plejehjemspladser, så skal det ske i et samarbejde med kommunen, så kommunalpolitikerne kan trække i bremsen, hvis private plejehjem får så negative konsekvenser som for beboerne i Hjallese.

Lovgivningen må først og fremmest tage hensyn til de ældre, der fortjener en god og værdig alderdom. Det viser TV2’s dækning med al tydelighed, at den ikke gør nu.

Læs indlæget på TV2 Fyn.

Konservativ skattepakke er ren overklassefest

Hvem er Danmarks overklasse parti nr. 1? Nyt udspil skyder konkurrencen mellem de gammelrige konservative og de nyrige hos LA igang.

Med Papes skatteplan er kampen om overklassen skudt igang, og det varer sikkert ikke længe før Liberal Alliance forsøger at overbyde De Konservative i hvem der kan udskrive flest skattesænkninger.

Som sædvanlig er det dig der kommer til at betale for overklassens fest, så lad dig ikke snyde af Søren Papes lune smil og midtjyske dialekt. There is no such thing as a free lunch. Papes skattepakke er først og fremmest en fest for overklassen. Det er skattesænkninger først og velfærd til aller sidst. I Papes plan er der lidt til os alle og meget til toppen. Med penge, der kunne være gået til vores børn, ældre, syge og socialt udsatte, vil Pape sætte festerne på Strandvejen på repeat.

De sidste rester af efterlønnen ødelægges

Finansieringen skal blandt andet ske med næsten halvdelen af det økonomiske råderum I 2027 og ved at ødelægge de sidste rester af efterlønnen, så tilgangens toppes fra 2021. Det kommer til at gøre rigtig ondt på de mest nedslidte danskere, der allerede nu har svært ved at se hvordan de skal klare et liv på arbejdsmarkedet med en pensionsalder der bare stiger og stiger.

De milliarder af kroner De Konservative nu vil bruge på skattesænkninger, er bl.a. skabt som følge en en lang række smertefulde reformer, hvor argumentet hver eneste gang handlede om, at Danmark skulle være i stand til at finansiere velfærden I en fremtid med store generationer der går på pension. Det er noget gedigent svineri, at bruge de milliarder på skattesænkninger, og det er et utilgiveligt vælgerbedrag at lade skattesænkningerne finansieres af en urimeligt høj pensionsalder.
De borgerlige rammer aldrig bunden

Konsekvenserne bliver ikke til at tage fejl af. Hvis Christiansborg ikke overholder sit løfte og øger det offentlige forbrug, så vil velfærden blive ringere. Pape peger glædeligt på hvor skatten skal ned, vil han også udpege hvilke dele af vores velfærd der skal forringes? Det vil sandsynligvis være vores ældre, der kommer til at holde først for. Jeg troede faktisk at det var en konservativ dyd, at vi først og fremmest tog os ordenligt af vores ældre.

Måske skulle De Konservative tale med vores ældre, der har brug for hjemmepleje, vores dygtige personale på ældrecentrene eller nogen af de pårørende, der fortæller om at de er nervøse for at ressourcerne ikke er nok. Så ville han vide at der ikke er råd til skattesænkninger.

De borgerlige rammer aldrig bunden. For dem er der altid en skat eller en afgift der er for høj. Frem mod valgdagen vil den borgerlige overbudspolitik tage til i styrke. Hvergang vil de forsøge sig med opfindsomme argumenter om, at vi alle sammen bliver meget rigere, hvis overklassen får meget mere.
Rødvinsreformen gjorde ikke velfærden bedre

I Danmark har vi prøvet det borgerlige eksperiment, da Løkke gennemførte sin rødvinsreform. Nu må vælgerne endnu engang spørge sig selv, om velfærden er blevet bedre af at skatten er blevet sænket.

Bragt i Netavisen Pio d. 19/12/18

Der findes intet velfærdssamfund for de sindslidende

Tiden er inde til at tage det næste skridt i velfærdssamfundets udvikling og give alle danskere retten til fri og lige behandling af sindslidelser og psykisk sårbarhed

Vi er nødt til at tale om vores behandling af psykisk sygdom.

Om det tabu, psykisk sårbarhed er omgivet med.

Om den skam, mennesker med psykiske lidelser er udsat for. Om vores uværdige behandling.

Og om det velfærdssamfund, der aldrig har eksisteret for vores sindslidende.

Normalt er vi så fandens stolte over, at det i Danmark ikke kræver forsikringer og et godt job for at få den bedste behandling.

Fra højre til venstre er der stort set enighed om fortræffelighederne ved den fri og lige adgang til sundhed.

Her i landet er der ingen, der udskrives fra hospitalsindlæggelsen med gæld op over begge øre, fordi forsikringen ikke lige dækkede en hofteoperation.

Her er det sygesikringsbeviset frem for dankortet, der gælder. Og så alligevel ikke.

Skammelig behandling
For vores psykisk sårbare og sindslidende er virkeligheden en ganske anden.

For dem er velfærdssamfundet en illusion.

Den fri og lige adgang til sundhedsbehandling findes ikke.

Ventelister til privatpraktiserende psykiatere, brugerbetaling hos psykologer samt afvisning på behandling i hospitalsregi.

Det er hverdag for mennesker med dårligt mentalt helbred.

Det frygtelige er, at Christiansborg er pinligt bevidst om den skammelige behandling af psykisk sygdom.

Det er næsten banalt at påpege det, men virkeligheden er sådan, fordi politikerne har valgt, at den skal være sådan.

Psykiatripakke forslår som en skrædder i helvede
Ellers havde et flertal på Christiansborg for længst gjort op med et udsultet og uværdigt sundhedsvæsen for vores psykisk syge.

Politikerne har mange gange haft chancen.

Selv den seneste psykiatripakke fra regeringen forslår som en skrædder i helvede – og regeringen ved det godt.

Ikke nok med det, så finansieres psykiatrien hvert år af midler fra Satspuljen.

Det er penge, der er taget direkte op af lommerne på vores mest socialt udsatte.

Hvad blev der af, at de bredeste skuldre må bære det tungeste læs?

Alarmerende tal
Tal fra Psykiatrifonden viser, at 20 procent af den voksne befolkning i løbet af et år har psykiske symptomer svarende til kriterierne for en eller flere psykiske sygdomme.

Psykiske sygdomme udgør 25 procent af den samlede sygdomsbyrde i Danmark. Det vurderes, at 400.000 danskere har angstlidelser.

Det mest alarmerende er, at tallene er stigende, og flere danskere oplever at blive så syge, at de har brug for psykiatrisk indlæggelse.

Sårbarheden findes overalt
For en del sindslidende kan årsagen findes i en dårlig opvækst, med misbrug og omsorgssvigt.

Andre er født med deres lidelser. Nogle udsættes for traumatiserende oplevelser i deres liv. Andre rammes af stress og depressioner i løbet af deres arbejdsliv.

Flere og flere helt unge piger, men også drenge mistrives. Psykisk sårbarhed findes i alle samfundslag. Blandt de rige og berømte og på gaden blandt hjemløse og prostituerede.

For en gruppe bliver psykisk sårbarhed starten på en social deroute, der får lov at eskalere i den enkeltes afmagt over ikke at få hjælp. For andre bliver sindslidelsen enden på livet, fordi psykosen, angsten eller smerterne føles uovervindelig.

Vi skal lære at forstå sindslidelser
Uanset årsagen, så fortjener hvert et menneske, der rammes af psykisk sårbarhed, at vores velfærdssamfund tager deres sygdom alvorligt, og at vi tilbyder en ordentlig og værdig behandling, der i bedste fald kan hele de psykiske sår.

Som medmennesker må vi først og fremmest angribe det tabu, psykisk sygdom er omgærdet af, så vi for alvor kan begynde at være noget for hinanden.

Ethvert sygdomsforløb er selvfølgelig forskelligt, men gode menneskelige relationer er i manges tilfælde alfa og omega for at blive rask.

Som pårørende og civilsamfund kan vi være en afgørende forskel for den sårbare, men det kræver, at vi lærer at forstå, hvordan lidelserne påvirker den ven, det familiemedlem eller det medmenneske, der er syg.

Som enhver anden sygdom
Vi kan aldrig blive erstatningen for en professionel behandling, men bryder vi tabuet, kan vi også bryde den isolation og ensomhed, mange med sindslidelser havner i.

Det kræver, at pårørende til sindslidende får hjælp og viden, og at de pårørende, der har lyst og ressourcer, bruges aktivt og understøttende, når det giver mening i et sygdomsforløb.

Som samfund må vi forstå psykisk sårbarhed som et kollektivt problem. Og vi må betragte det som enhver anden sygdom, der kan ramme os alle sammen.

Tænk sig, hvis vi politisk lagde samme energi i bekæmpelse af psykisk sygdom, som vi har gjort i kampen mod kræft.

Så ville vi bruge de politiske muskler til både at bekæmpe årsagerne til sygdommene og finde vejen til helbredelse. Vi ville styrke forskningen og behandlingen. Ingen ville være overladt til sig selv.

Vi skal tegne stregerne til et nyt sundhedsvæsen, hvor psykiske og fysiske sygdomme er reelt ligestillet.

Psykologen skal på sygesikringsbeviset
Enhver borger skal gratis kunne søge konsultation hos en psykolog.

Vi kunne ganske enkelt få tildelt en psykolog med navn og telefonnummer printet på sygesikringsbeviset.

Så er der ingen tvivl om, hvor man skal henvende sig. Det vil kunne bryde med den frygt, nogen har for at opsøge hjælp.

Og så skal ventetiden på psykiatrisk behandling ned. Ingen skal udskrives for tidligt på grund af mangel på kapacitet, og ingen skal afvises i døren, fordi vi ikke lige har plads.

Og endelig bør vi også se på personalerekrutteringen og arbejdsmiljøet, så vores dygtige og engagerede personale har de rette rammer for at udføre deres arbejde.

Hvorfor er det finere og mere prestigefyldt at være kirurg end psykiater? Det må vi kunne gøre noget ved.

Det næste store skridt
Jeg har været pårørende til mennesker med psykisk sygdom og har set, hvordan sygdommen har ødelagt livet.

Som folketingskandidat tager jeg den erfaring med mig helt ind på Christiansborg.

Det er en af mine største ambitioner at stoppe den skammelige behandling af psykisk sygdom i Danmark.

Der er tidspunkter i vores historie, hvor vi har taget store og afgørende skridt i at skabe det velfærdssamfund, vi har i dag.

Jeg mener, at tiden er inde til at tage det næste skridt i velfærdssamfundets udvikling og give alle danskere retten til fri, lige og ordentlig behandling af sindslidelser og psykisk sårbarhed.

Bragt på altinget.dk d. 6.12.18

Velfærd: Mere brugerbetaling er ikke velfærdssamfundets redningskrans

Fyens Stiftstidende tager fejl, når Peter Hagmund i lederen 5. december skriver, at stat, regioner og kommuner “ikke kan indfri de forventninger, som allehånde samfundsgrupper har til det offentlige.” og, at borgerne må indstille sig på, “selv at betale mere for at få passet vores børn, komme hurtigt til lægen eller få ordentlig hjemmepleje. Staten, regionen og kommunen kan helt enkelt ikke klare alt.”

Man skulle næsten tro, at Hagmund havde skrevet af efter et af de borgerlige partiers partiprogrammer, for rationalet i indlægget er altså, at vi med brugerbetaling må opveje for den ringe og stadigt ringere offentlige service som borgerne udsættes for, pga. de nedskæringer og velfærdsforringelser politikerne i årevis har underlagt den offentlige sektor.

Hagmunds regnestykke hænger ikke sammen, for skattebetalt velfærd er billigere end brugerbetaling. Det ved vi fra USA, der oftest bruges som skræmmende eksempel, men også i en hel del europæiske lande må borgerne svinge kreditkortet eller tegne dyre forsikringer for at få den fornødne service. Så hellere betale via skattebilletten.

Danmark har rigtig nok et af verdens højeste skattetryk, men det er kun den ene del af regnestykket. Hvis man sandfærdigt skal præsentere de fynske læsere for et fuldkomment billede, så må man selvfølgelig også regne sociale udgifter med. Ser vi på indkomstskatten, sociale bidrag og indirekte forbrugsskatter, så er Danmark ikke i nærheden af en topplacering, der indtages af Ungarn, Belgien og Østrig.

Politik handler nu engang om prioriteter. Jeg vil hellere prioritere vores børn, vores syge og vores ældre fremfor at udskrive nye skattesænkninger, der primært gavner dem, der i forvejen har mest, og som har råd til at betale med dankortet for en bedre velfærd. Det er ikke en naturlov, at der bare skal skæres ned.

Det handler om, hvordan vi fordeler goderne i vores samfund – for der er penge nok. Vi er ved at skabe et velfærdssamfund med A- og B-hold, hvis vi fortsætter ad den vej, Hagmund er fortaler for. I stedet for at lægge os fladt ned for den udvikling, så må vi vælge nogle politikere, der vil kæmpe for den samfundsmodel vi har bygget op.

De fleste danskere er indstillet på at spare op til alderdommen, så folkepensionen kan suppleres med egen pensionsopsparing – så langt er jeg enig med Hagmund – men den værdige alderdom handler ikke bare om pension. Det handler også om vores ældrepleje, hjemmehjælpen, plejecentrene og vores sundhedsbehandling. Her kan det altså ikke være rigtigt, at danskere der har slidt og slæbt et helt arbejdsliv ikke kan få en værdig tilværelse, når de som pensionister har brug for fællesskabets hjælp.

Der er mange forventninger i velfærdssamfundet. Og det med rette. Lad os lytte til forventninger og løfte vores fælles velfærd i stedet for at afvikle den. Det mener jeg i sidste ende vil skabe et bedre, stærkere og rigere samfund, hvor vi sikre at alle er med.

Bragt i Fyens Stiftstidende(online) 06. december 2018

Back To Top