Loading....

Ældreplejen har brug for akuthjælp nu

Vores pleje og omsorgssektor kan ikke vente på alenlange forhandlinger om en ny udligningsreform. Der skal ske noget nu.

Vi har brug for flere plejehjemspladser. Flere medarbejdere på plejehjemmene og i hjemmeplejen. Et løft af SOSU-uddannelserne, så flere unge går den vej, og så skal vi give personalet retten til at komme på fuld tid.

Skal vi gøre jobbet i vores ældrepleje attraktivt, så skal medarbejderne have ordentlige arbejdsvilkår og et godt arbejdsmiljø.

Der er gået noget helt galt i vores velfærdssamfund, når vores ældre ikke kan få den pleje og omsorg, de har brug for, når de bliver for svage til at klare sig selv. Det er et af de mest afgørende elementer i vores samfundskontrakt, at vi er garanteret et værdigt liv – også når vi rammes af alderdom.

Den garanti har vi desværre ikke længere. Det skaber utryghed og massiv ulighed, fordi langt de fleste af os aldrig vil have råd til at købe os til private alternativer, når det offentlige svigter. Sådan skal det ikke være.

Min oplevelse, når jeg har talt med personale, borgere, pårørende og elever på SOSU-uddannelserne er, at det står slemt til. Arbejdspresset er alt for hårdt, og alt for mange ældre får afvisning af hjemmepleje, selvom de har et behov. I en rapport fra februar anslår Det Nationale Forskningsinstitut for Velfærd, at op mod 60.000 svage ældre ikke får hjemmepleje, selvom de har svært ved at klare sig selv. Og antallet af kommunale plejeboliger bliver også færre og færre per ældre.

Fokus for ny regering

Derfor skal en ny regering sætte ældreplejen øverst på dagsordenen ved de kommende forhandlinger om kommunernes økonomi. Det er ikke nok, at politikerne bare peger på at afskaffe noget af det unødige papirarbejde. Det er i sidste ende et spørgsmål om antallet af medarbejdere. Problemet vil kun blive større i takt med, at vi lever længere, og de store generationer begynder at få brug for hjælp.

Vi har en helt særlig forpligtelse til at tage vare på mennesker, når de har brug for fællesskabets hjælp. Det er grundstenen i vores samfundsmodel. Det er det helt særlige ved Danmark.

Jeg har set et glødende engagement hos vores personale, og jeg har set den glæde eleverne på SOSU-uddannelserne har ved udsigten til at få lov til at arbejde med mennesker.

Nu har vi blot brug for politikere, der vil være deres ansvar bevidst og give det løft af vores ældrepleje, som vi har så frygtelig meget brug for. Ikke mere snak, handling.

 

Indlægger et bragt på TV2fyn d. 03. juni og kan læses online HER

Thulesen Dahl har snorksovet i pensionsforhandlingerne

Pension: Han rygtes for at være en god forhandler med styr på den mindste detalje, men enten har Kristian Thulesen Dahl snorksovet i pensionsforhandlingerne med regeringen, eller også er han slet ikke interesseret i at finde en model for værdig tilbagetrækning til nedslidte lønmodtagere.

Regeringens egne tal viser, at maksimalt 130 lønmodtagere årligt kan få gavn af ordningen. De tal har DF-formanden selvfølgelig kendt til, inden han sagde ja til regeringens pensionstilbud, eller også er Thulesen Dahl endt som en utrolig dårlig forhandler.

Spin, sminkede tal og smarte replikker kan ikke dække over det faktum, at seniorpensionen er designerpolitik, når det er værst. Opfundet til valgkampen og ikke til virkeligheden. Det Lars Løkke Rasmussen har kaldt en ny rettighed viser sig at være det rene fup. For som Morten Østergaard uheldigvis fik afsløret på pressemødet, så dækker den såkaldte rettighed over retten til at søge.

Men der er ikke meget pensionsglæde over at få retten til at udfylde endnu en blanket med sit NemID på borger.dk. Ikke nok med det, så har Dansk Folkeparti givet De Radikale Venstre vetoret over partiets pensionspolitik de næste fire år.

Ifølge Morten Østergaard indebærer aftalen nemlig også, at partierne efter et valg ikke må lave et forlig med Socialdemokratiet om retten til tidlig folkepension. Østergaard er en farlig mand for danske lønmodtagere; det burde Thulesen Dahl vide. Brændt barn skyr ilden, det har vi Socialdemokrater lært efter sidste regeringsperiode med De Radikale. Lad os håbe, Thulesen Dahl brænder fingrene gevaldigt denne gang.

Dansk Folkeparti burde melde sig ind i et pensionsflertal med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Selvom partierne ikke er 100 pct. enige om en bestemt model, så burde der kunne opnås enighed om at rette op på et skævt pensionssystem, der rammer vores nedslidte lønmodtagere ualmindeligt hårdt. Det bærende princip må være antal af år på arbejdsmarkedet, som et objektivt kriterie for hvornår du kan trække dig tilbage.

Det er det, vi socialdemokrater har fremlagt og som vil give et sted mellem 5000 lønmodtagere i hhv. deltids- og fuldtidsstillinger retten til at trække sig tilbage to-tre år før pensionsalderen. Det er en rimelig ordning. Og den er nødvendig for at sikre en social retfærdig balance i vores samfund. For mig handler det om at give alle danskere muligheden for at trække sig tilbage inden de er blevet syge af et hårdt arbejdsliv. Den kamp havde jeg ærligtalt regnet med, at Dansk Folkeparti bakkede op om.

Bragt i Avisen Danmark d. 09. maj. Indlægget kan læses online HER

Sundhedsreformen er endnu et svigt af psykisk syge

Hver eneste dag svigtes tusindvis af psykisk syge danskere af politikere, der i årevis har udsultet og ødelagt psykiatrien og vendt det døve øre til, når patienter, pårørende og personale har forsøgt at råbe politikerne op.

Selvom psykiske sygdomme samlet set er den største sygdomsgruppe i sundhedssystemet, så får sygdomme som depression, bipolarlidelse, angst og adfærdsforstyrrelser som fx ADHD slet ikke den opmærksomhed de fortjener.

Psykiatrien er udsat for et kollektivt politisk svigt på Christiansborg, hvor den ene blok ikke har noget at lade den anden høre for. Nu har regeringen så fremlagt en sundhedsreform, der bedst kan beskrives som lappeløsninger på et ødelagt psykiatrisk system. Der er tydeligvis ingen politisk vilje til for alvor at tage mennesker med psykisk sygdom alvorligt.

Mangler milliarder

Det er til at græde over, særligt når man som jeg har været pårørende til et menneske med psykisk sygdom. Når man har set hvordan sygdommene æder folk op indefra. Hver dag er der to danskere der tager livet af sig selv. For langt største delen af dem skyldes deres død den psykiske lidelse de aldrig har fået en tilstrækkelig behandling for.

Behandlingen af psykiske sygdomme er underfinansieret med milliarder og det værste er, at Folketinget er pinligt bevidste om problemet. For få sengepladser og for lidt personale betyder, at patienter der har brug for behandling vendes i døren. For tidlige udskrivninger og alt for mange genindlæggelser kendetegner de afbrudte behandlingsforløb. For dem, der ikke skal indlægges, er ventetiden på en privatpraktiserende psykiater alt for lang og har du brug for terapi hos en psykolog, så har vi et amerikaniseret system, hvor dem med forsikringer kommer i første række og dem uden skal have dankortet op af lommen. Det er ikke et sundhedsvæsen som det danske værdigt.

Reformen er bedrag

Ingen af regeringens ansvarlige politiker kan med troværdighed i stemmen svare ja til, at de problemer er løst med regeringens sundhedsreform. Reformen er et optisk bedrag, der skal få regeringen til at virke handlekraftig lige før et folketingsvalg. Medarbejderne fortjener ros og anerkendelse for deres indsats. Det gør politikerne først den dag vi for alvor ligestiller behandlingen af fysiske og psykiske sygdomme.

Antallet af børn og unge med psykiske diagnoser er stigende. I alt har en halv million danskere en psykisk sygdom og en tredjedel af befolkningen forventes at være ramt af psykisk sygdom på et tidspunkt i deres liv. Det her er så stort et samfundsproblem, at Christiansborg er nødt til at vågne op. Vores politiker er valgt til at tage lederskab – så gør det dog også overfor vores psykisk syge.

Indsats over bred front

Vi har brug for et bredt forlig, hvor vi både styrker behandlingen og forebyggelsen. Vi skal løfte psykiatrien med flere ressourcer, men opgaven er lige så meget at sørge for, at mennesker får hjælp inden de er så syge at de skal indlægges. Vi har brug for at systemet ikke blot behandler folks diagnoser, men også er i stand til at hjælpe mennesker med at skabe sunde menneskelige relationer.

Det kræver, at vi sætter ind hos familielægen, giver retten til gratis psykologbehandling, kommer ventelisterne til privatpraktiserende psykiater til livs, giver flere ressourcer og bedre vilkår til socialpædagogerne og ikke mindst inddrager civilsamfund og pårørende, for også mennesker med psykiske lidelser har brug for en omverden, der ikke møder dem med tabu og skam, men med hjerte og varme.

 

Indlægget er bragt på tv2fyn.dk onsdag d. 01. maj. Læs det online HER

Vi skal erklære krig mod de psykiske sygdomme

Vi står midt i en epidemi af mistrivsel, psykisk sårbarhed og sindslidelser. År efter år vokser antallet af danskere, der rammes af psykisk sygdom. En tredjedel af befolkningen forventes at få en sindslidelse på et tidspunkt i deres liv, og lige nu lider en halv million danskere af psykiske lidelser.

 

Mange af os har haft psykisk sårbarhed inde på livet. Enten har vi selv været ramt af psykisk sygdom, eller også har vi været pårørende til et menneske, hvis sind brød sammen. Vi kender en kollega, der har været sygemeldt med stress. Vi kender den dreng, der først alt for sent i sine teenageår fik konstateret ADHD. Eller den pige, der i hemmelighed har gjort skade på sig selv. Vi kender det menneske, der langsomt blev ædt op af sine lidelser og mistede livet til angsten. Måske har du selv oplevet at stå helt ude ved kanten og haft brug for hjælp.

Sindslidelser og psykisk sårbarhed er en af vor tids største helbredsudfordringer. Alligevel har ingen af de politiske partier et troværdigt bud på, hvordan vi kommer den mentale sundhedskrise til livs. I stedet forværres situationen dag efter dag, fordi hverken højre eller venstre side af folketingssalen for alvor vil tage ansvaret på sig. De er direkte medansvarlige for det enorme svigt af alvorligt syge mennesker. Når man har set helt unge mennesker tabe livsglæden til sindssygdommen, så kan man ikke fortsætte med bare at lade stå til. Det står hverken skrevet i den blå eller røde partibog, at mennesker med sindslidelser skal behandles uværdigt. At så mange slet ikke skal have hjælp. At vi skal gøre forskel på brækkede ben og rifter på sjælen. På tværs af de politiske fløje burde vi kunne blive enige om at stoppe den uværdige behandling af sindslidelser.

Psykisk sygdom er ikke selvforskyldt. Det handler ikke om bare at tage sig sammen og blive lidt mere robust. Depression kureres ikke ved at smile lidt mere. Angsten forsvinder ikke bare fordi du fortæller dig selv, at du skal stoppe med at være bange. Der er tale om komplekse og alvorlige sygdomme, der kan ramme os alle sammen. De fleste kan forstå, at børn der har oplevet omsorgssvigt eller soldater hjemvendt fra krig kan have været udsat for så traumatiserende oplevelser, at de er blevet syge. Men ikke engang de mennesker, der helt åbenlyst har haft brug for hjælp, har vi været i stand til at give en ordentlig behandling.

Danmark skal erklære krig mod de psykiske sygdomme. Det kræver flere ressourcer til en udsultet og svækket psykiatri. Nye og forbedrede rettigheder til patienterne. En større og bedre indsats i at involvere civilsamfund og pårørende i sygdomsbekæmpelsen. Stærkere fokus på forebyggelse og tidligere diagnosticering, samt forskning i årsager og bedre behandlingsformer. Det er min ambition, at vi skal gøre Danmark verdensførende i forebyggelse og behandling af psykisk sygdom. Det har vi både en politisk og moralsk forpligtigelse til. Og hvis vores menneskelige forpligtigelse til at hjælpe andre ikke er argument nok, så koster det hvert år samfundet mere end 20. mia. kroner, at mennesker med angst, skizofreni, depression og misbrug er uden for arbejdsmarkedet og dør tidligere. Der er tilmed samfundsøkonomisk rationale i at behandle mennesker med psykisk sygdom.

For mange bliver deres psykiske sygdom starten på en social deroute. Et liv der kollapser. Fremtidsudsigter der forsvinder. For en stor del af de danskere, der livsvarigt befinder sig uden for arbejdsmarkedet, kan årsagerne findes i psykisk sygdom. Sygdom bliver til social udsathed. Hvis man som politiker for alvor er optaget af, at vores velfærdssamfund skal bekæmpe udsatheden, så er indsatsen mod psykisk sygdom det eneste rigtige sted at starte. Med afskaffelsen af SATS-puljen er der nu en brændende platform for at få psykiatrien på finansloven og sikre varige og tilstrækkelige bevillinger til den psykiatriske behandling. Det er nu politikerne skal rette op på den årelange underfinansiering af psykiatrien og reelt set sidestille psykiatrisk behandling med enhver anden slags behandling i vores sundhedsvæsen. Vi har ikke råd til at gøre det halvt. Puljer og projektfinansiering er ikke godt nok.

Fra patienter til pårørende over psykiatere og psykologer er der larmende enighed om psykiatriens forfald, det daglige svigt af psykisk sårbare, og det presserende behov for en politisk løsning. Jeg har endnu ikke fundet én politiker, der kan fortælle mig rimeligheden i, at vi svigter mennesker så massivt. Nu er det Christiansborg der må vise politisk lederskab, så enhver dansker, der rammes af psykisk sygdom, kan vide sig sikker på, at man i Danmark får verdens bedste behandling.

 

Bragt i Avisen Danmark d. 20. april. Læs det online HER

Afskaf de nationale tests

Nationale tests giver ikke dygtige elever, mener Alexander Grandt (S)

Kommer du ud på en folkeskole og spørger eleverne og lærerne, hvad der skaber dygtigere elever, så vil langt de fleste af dem vil svare gode lærere, spændende undervisning, et godt undervisningsmiljø samt tid til feedback og hjælp. Ikke nationale, standardiserede test, der er dikteret fra Christiansborg.

Vi har brug for lærelystne, nysgerrige og motiverede skoleelever, hvis vi skal styrke elevernes dannelse, personlige udvikling og faglige kompetencer. I alt for mange år har politikerne tvunget et nationalt testregime ned over folkeskolen, der ikke bidrager til en bedre skole eller dygtigere elever. Det skal vi tage et opgør med.

I dag testes elever helt ned til 2. klasse. Forældre fortæller om børn, for hvem testene er så stort et pres, at de mister den gnist og begejstring, de havde for at gå i skole. Det er helt håbløst at tro, at vi styrker eleverne ved at teste skoleglæden ud af dem.

I stedet har testene betydet, at vi efterhånden har fået en nulfejlskultur i vores uddannelsessystem, der allerede starter når eleverne går i folkeskole. Det burde være omvendt. Af fejl bliver vi klogere.

Der skal gøres op med testregimet

Folketingets partier er blevet enige om justeringer af folkeskolen, der giver eleverne en lidt kortere skoledag. Men vi skal også se på indholdet i skolen. Derfor skal vi tage et opgør med testregimet, der er et levn fra en fejlslagen undervisningspolitik, der tager mere højde for politikere og embedsmænds regneark, kvalitetsrapporter og skolesammenligninger, end elevernes faglige og personlige udvikling.

Lad mig sige det helt tydeligt:

Jeg er ikke imod, at man som lærer kan bruge test som evalueringsværktøj, men det skal være lærerens valg og det skal give mening i de enkelte undervisningsforløb.

De nationale test er i stedet med til at ødelægge undervisningen, fordi undervisningen pludselig koncentrerer sig om det der bliver testet i. Det er et problem, for paratviden og testresultater er ikke det samme som dannelse og dygtighed. Kravene til elevernes kompetencer, udvikling og evner ligger langt ud over det der testes i.

Jeg vil være med til at styrke lærernes metodefrihed, sikre flere ressourcer til bedre undervisning, mere feedback og løbende faglig og pædagogisk opfølgning.

Det er dygtige lærere, pædagoger og spændende undervisningsforløb, der gør, at vores børn udvikler sig. Jeg kan præcist sætte navn på de lærere der gjorde forskellen for mig. Til gengæld kan jeg ikke komme i tanke om en eneste test, der lærte mig noget nyt.

Bragt på tv2fyn.dk fredag d. 22. marts. Læs det online HER

Timemodellen vil binde Danmark bedre sammen

I 2013 indgik den daværende socialdemokratiske regering en fremtidsplan for det danske jernbanenet med Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Men nu er Dansk Folkeparti sprunget fra aftalen, og V, K, LA og DF er klar til at lægge timemodellen i graven. Det har store negative konsekvenser for udviklingen i Esbjerg, Odense og flere andre danske byer, når timemodellen sløjfes. Det er enormt ærgerligt, at de borgerlige partier ikke er mere villige og opsatte på at investere i den offentlige transport. Det ville have været et meget stort løft til tusindvis af pendlere, at der fremover kun er en times rejsetid i tog på strækningerne Esbjerg-Odense, Aalborg-Aarhus, Aarhus-Odense og Odense-København.

For os er det ikke en overraskelse, at Venstre er uambitiøse på toget og jernbanens vegne, for i denne valgperiode har Venstre fx betegnet toget som et fortidslevn og har udtalt, at de ikke mener, at skinnerne er fremtiden. Vi er dog meget overraskede over, at Dansk Folkeparti, som bryster sig af at være det “lille mands parti”, mener, at timemodellen bør sløjfes og løber fra indgåede aftaler.

Kigger man rundt i Europa, så er holdningen en anden, hvor jernbanen har en væsentlig højere politisk prioritering. Danmark følger ikke med vores europæiske naboer i forhold til udviklingen på skinnerne. Danmark er et af de eneste europæiske lande, der endnu ikke har højhastighedstog, og andre steder i Europa tager udviklingen yderligere fart. I England bliver der eksempelvis arbejdet med planer om tog, der kører med betydeligt højere hastighed end den danske timemodel, som nu er lagt i graven af regeringen og Dansk Folkeparti.

Vi skal holde fast i planerne for timemodel, hvor man i fremtiden vil kunne komme fra Esbjerg til København på to timer, hvilket er væsentlig hurtigere end i dag. I Odense vil det tage kun en time at komme til København og med Esbjergs vækstpotentiale som Danmarks Energimetropol, så vil det også have stor betydning for erhvervslivet i Odense, at det kun tager en time med tog til Esbjerg. Derudover må vi ikke glemme, at denne investering også er vigtig i forhold til, at Danmark skal fortsætte som et grønt foregangsland. Samtidig må vi heller ikke glemme, at der stadig er mange danske – unge som ældre – som ikke har bil og er afhængige af hurtige tog.

Det er så trist, at V, K, LA og DF har givet dødsstødet til visionerne om timemodellen, som i øvrigt blev lanceret af 6-by samarbejdet helt tilbage i 2006. Her støttede kommunalpolitikere fra alle grene i det politiske spektrum op om planerne. Bl.a. har den tidligere Venstre-borgmester, Johnny Søtrup, været en varm fortaler for timemodellen. At timemodellen droppes er også uklogt i forhold til de undersøgelser og analyser, der allerede er foretaget. De belyser nemlig, at timemodellen er et samfundsøkonomisk godt projekt. Det vil skabe vækst og større sammenhængskraft i hele landet!

Danmark har i den grad behov for at komme på niveau med de andre lande i Vesteuropa – og få mulighed for på sigt at blive koblet på det europæiske højhastighedsnet.

Vi mener, at en investering jernbane og tog er en investering i fremtiden! Derfor bør en ny Socialdemokratisk regering stå i spidsen for at få gennemført timemodellen.

Bragt i Fyens Stiftstidende(online), 19. marts 2019

Uddannelse. Så lyt dog til vores studerende, elever og lærlinge

Læserbrev. 

Uddannelsesområdet har fra dag et været underlagt massive besparelser af den borgerlige regering. En opgørelse fra AE-rådet viser, at regeringens planlagte nedskæringer løber op i mere end 22 milliarder kroner i 2022. Det er voldsomme tal. Og det kan mærkes på landets uddannelsesinstitutioner. Alene på Fyn vil besparelserne, som regeringen har døbt omprioriteringsbidraget, betyde nedskæringer for 380 millioner kroner. Og det er vel at mærke kun en del af det sparekatalog, som regeringen arbejder ud fra.

Konsekvenserne på uddannelserne er, at der bliver mindre tid til eleverne og de studerende. Mindre undervisningstid. Mindre tid til vejledning. Dårligere feedback på opgaver og det daglige arbejde. Undervisningsmiljøet forringes. Gamle maskiner og slidte materialer. Og på medarbejderfronten, som er undervisningssystemets største udgiftspost, der ansættes ikke det fornødne personale for at give de unge den bedste uddannelse. Hvis man som politiker tror, at man kan fjerne 22 mia. kroner fra den danske uddannelsessektor, uden det i sidste ende får konsekvenser for hvor dygtige vores unge mennesker bliver, så tager man fejl. Selvfølgelig får det konsekvenser.

Derfor kan man kun glæde sig over, at der er et alternativ til nedskæringerne. Et nyt flertal vil stoppe regeringens milliardbesparelser, og fra A til Å er der vilje til også at finde penge til nye uddannelsesinvesteringer. Så langt så godt.

For et er flere penge, noget andet er, at der er brug for at lytte til hverdagens eksperter. Eleverne på vores ungdoms- og erhvervsuddannelser. De studerende på universiteterne og professionsuddannelserne. De sidder med egne erfaringer fra deres egne uddannelsesforløb, og de erfaringer er guld værd.

Derfor har jeg taget initiativ til kampagnen www.bedreuddannelser.dk. Vi skal invitere de unge med ind i det politiske maskinrum, når der laves uddannelsespolitik, der påvirker deres hverdag. Målsætningen er 5000 samtaler med de fynske studerende, og forhåbningen er, at de vil deltage i en god gammeldags spørgeskemaundersøgelse, hvor de kan give udtryk for deres holdninger og komme med deres forslag.

Spørgeskemaet er første trin. På baggrund af besvarelserne udvikler vi konkret politik. Og de studerende inviteres med ind i det politiske maskinrum. Jeg har taget initiativet som socialdemokrat, men det er nærmere et borgerinitiativ end en partipolitisk kampagne. Et initiativ, som alle med gode idéer og på tværs af partier kan deltage i. Jeg tror på, at vi bedst udvikler vores uddannelsessystem i brede samarbejder. Og jeg mener, at vi får lavet de bedste forandringer, hvis vi lytter til hverdagens eksperter, fremfor økonomiske modeller fra regnedrengenes excel-ark på Slotsholmen.

Bragt Fyens Stiftstidende d. 22. februar 2019. Læs det online HER

Skat opgiver at inddrive gæld. Politisk skandale af historiske dimensioner

DAGENS DEBAT.

SKAT: Nu ruller nye katastrofale afsløringer af tilstanden i vores skattevæsen.

400.000 bilejere har siden 2012 ikke betalt deres bilafgifter og skattevæsenet har ikke været i stand til at bede politiet klippe deres nummerplader.

12.000 topskattebetalere, der altså ikke mangler penge på kistebunden, har fået afskrevet deres gæld af Gældsstyrelsen.

I 2018 voksede den samlede gæld til det offentlige til svimlende 116 milliarder kroner. Det er bare de nyeste eksempler på den efterhånden uendeligt lange liste af skandaler i skattevæsenet.

Læg dertil momskarruseller, hvidvask, udbyttesager, ejendomsværdibeskatning -og jeg kunne blive ved. At vi i et højteknologisk samfund som det danske står med et skattesystem i totalt forfald er ikke bare tragisk, det kandiderer til at være en af de største politiske skandaler i moderne historie.

Alt imens der foregår skatteunddragelse for milliarder af kroner, bruger Christiansborgpolitikerne tiden på at skændes om, hvorvidt vi har råd til at give nedslidte ret til tidlig folkepension, løfte vores ældrepleje med flere hænder, fjerne nedskæringerne på uddannelsessystemet, investere i klima og miljø. Det er tragikomisk at være vidne til et politisk system, der ikke vil tage ansvar for den ulykke, politikerne selv har pådraget vores skattevæsen.

De borgerlige stod i spidsen for en nedbarbering af skattevæsenet.

De fyrede, inden man overhovedet vidste, om IT-systemerne kunne måle sig med skattefolkenes vedholdende inddrivelsesarbejde.

Lars Løkkes strukturreform med lukning af de kommunale skattekontorer fik restancerne til at eksplodere. Skatterevisorernes egen fagforening advarede dengang mod de spareplaner, der har vist sig at have så fatale konsekvenser.

Nu fosser pengene så ud af statskassen, samtidig med at der mangler penge til ordentlig velfærd.

Hvis ikke man kan regne med, at vores skattevæsen kommer efter de mennesker, der ikke betaler deres skat eller bevidst forsøger at unddrage sig fællesskabet, så smuldrer tilliden og legitimiteten totalt. Spørgsmålet for en ny regering er ikke så meget, hvor høj skatten skal være, men nærmere at få genoprettet vores skattevæsen.

Bragt i Avisen Danmark d. 16. februar 2019. Læs det online i Fyens Stiftstidende HER

Hjallese Plejecenter: Tankeløs borgerlig ideologi

Hjallese Plejecenter er offer for private penges magt over velfærden Når et privat firmas ønske om at tjene penge på ældrepleje går forud for de ældres tryghed og værdige alderdom, så er der noget helt grundlæggende galt med vores lovgivning.

Det er ikke desto mindre tilfældet i sagen om Hjallese Plejecenter. Det er tankeløs borgerlig ideologi, der ene og alene har til formål at stække den kommunale ældrepleje og øge private leverandørers fortjeneste på velfærd. Og kommunalt kan vi intet stille op.

Det kan jo umiddelbart være svært at forstå, hvorfor kommunen ikke kan sige nej tak til det private tilbud, når det oven i købet er skatteborgernes penge, der er med til at betale for både opførelsen af det private plejehjem Blækhatten og en stor del af de omkostninger, der er forbundet med at drive plejehjemmet.

Lovgivningen hænger sådan sammen, at private udbydere kan få andel af en årlig statslig pulje til opførelse af private plejeboliger, og så kan leverandøren ellers nogenlunde frit etablere sig. Får de kunder i butikken, så får de finansiering fra kommunen svarende til, hvad det ville koste at have den ældre boende i et kommunalt tilbud.

Det betyder alt andet Lige, at der opstår en overkapacitet, som enhver kommune er nødt til at forholde sig til, hvis ikke man vil bruge skattekroner på tomme plejeboliger. En møgsituation skabt af Christiansborg, men som ingen af de borgerlige partier i Folketinget vil tage ansvaret for.

Derfor er det også noget sludder, når Venstres ældreordfører Jane Heitmann påstår, at lovgivningen om private plejeboliger er et spørgsmål om frit valg.

For den form for frihed er jo betinget af, at man tager friheden og trygheden fra andre -fra de ældre på Hjallese Plejecenter, der har det godt der, er glade for deres personale og har fået venner, de deler den sidste del af livet med.

Det er ikke god ældrepolitik at ville sikre en værdig alderdom for nogen ældre på bekostning af nogen andre.

Lovgivningen skal laves om. Mit forslag er, at Christiansborg ganske enkelt udstyrer kommunerne med en bremse overfor de private aktører, således at de private plejeboliger kun kan opføres efter godkendelse fra kommunen.

På den måde sikrer vi, at private plejeboliger ikke opføres der, hvor der ikke er behov for mere kapacitet.

Og vi sikrer, at de opføres, så de ikke får så indgribende og negative konsekvenser for ældre i den kommunale ældrepleje.

Sådan kan vi nemlig ikke tillade os at behandle vores ældre medborgere.

BLIVER LOVGIVNINGEN IKKE LAVET OM, så risikerer vi nye sager som den i Hjallese.

Flere private udbydere vil oprette flere plejehjemspladser uden at skele til de kommunale behov.

Langsomt men sikkert vil det erodere den værdige ældrepleje og skabe A- og B-hold i vores velfærd.
Jeg så hellere, at Christiansborg brugte kræfterne på at løfte vores ældrepleje ressourcemæssigt, så der er økonomi, tid og kolleger nok til at give vores ældre tryghed og omsorg.

Bragt i Fyens Stiftstidende d. 21. januar 2019. Læs det online i Fyens Stiftstidende HER

For stor afstand mellem magt og borgere får afmagten frem i os. Lars Løkke er kongen af centralisering

CENTRALISERING: Der findes vel ikke nogen anden politiker, der har stået for en større og mere brutal centralisering af Danmark end Lars Løkke Rasmussen.

Skoler, uddannelser og fællesskabsinstitutioner er lukket over hele landet. Rådhuse, hvor der før blev truffet borgernære beslutninger, står tomme.

Byer og borger, der førhen selv kunne bestemme, hvad der var den rigtige løsning for dem, har fået fjernet magt og kraftover det, der før blev opfattet som deres skoler, deres ældrepleje, deres sygehuse.

Nu træffes beslutningerne i nærmeste større by eller i København.

Hvis man vil prøve at forstå hvor noget af den politikerlede vi oplever i øjeblikket kommer fra, så er Lars Løkke Rasmussens kommunalreform efter min mening en af de væsentligste kilder til frustrationen og magtesløsheden.

Den er drevet frem af en Danmark A/ S – ideologi, hvor vi godt kan gå på kompromis med folkestyret, hvis tingene ifølge regnearkene kan gøres mere effektivt med selvejende institutioner og diktater fra København.

Vi skal jo have mest muligt ud af skatteborgernes penge, så skid hul i, at alle os skatteborgere, der betaler regningen, ikke længere har noget at skulle have sagt over hvordan pengene bruges bedst på vores nære velfærd.

Løkkes centralisering af Danmark har været med til at forstærke følelsen af, at man er hægtet af udviklingen og indflydelsen. At der ikke er nogen, der lytter.

Løkkes drøm om at nedlægge regionerne er drevet af den samme regnearks-logik, der gav os alt for store kommuner, ødelagde vores skatteopkrævning og nedlagde skoler og uddannelser over hele landet.

Danmark har brug for det modsatte.

Indflydelsen og beslutningerne skal flyttes så tæt på borgerne som muligt.

Jeg tror, vi er nødt til at rulle dele af kommunalreformen tilbage. Vi kan udflytte nok så mange statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet, men det ændrer ikke på det faktum, at magten og indflydelsen stadig ligger i København.

Det ville være nærliggende at tro, at løsningen på politikerleden er færre politikere.

Jeg tror, opskriften på at styrke tilliden er flere politikere.

Magtesløsheden opstår, når der ikke er nogen der lytter. Når der er langt til dem der træffer beslutningerne.

Når ingen vil stå til ansvar.

Jeg sad forleden til et borgermøde om udskrivning af ældre patienter fra regionalt regi og de udfordringer, der nogle gange opstår, når det kommunale system tager over.

Til det møde sad Villy Søvndal og lyttede, forsvarede, forklarede.

Med nedlæggelsen af regionerne og dermed mere centralisering, mere afpolitisering, mere bureaukrati og mindre demokrati; ja, så kommer der ikke i fremtiden til at sidde en lokalpolitiker og lytte, forklare, forsvare og vigtigst af alt, gøre noget ved det der bliver sagt fra patienter og pårørende på sådan et møde.

Afstanden bliver længere og frustrationerne flere. Det er ikke med til at skabe et bedre samfund.

Jeg tror, vi er nødt til at rulle dele af kommunalreformen tilbage.

Vi kan udflytte nok så mange statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet, men det ændrer ikke på det faktum, at magten og indflydelsen stadig ligger i København.

Bragt i Avisen Danmark d. 16. januar 2019. Læs det online på Fyens Stiftstidende HER

Back To Top